Mendoza
Argentina
Årgangsskala
| 24 | 23 | 22 | 21 | 20 | 19 | 18 | 17 | 16 | 15 | 14 | 13 | 12 | 11 | 10 | 09 | 08 | 07 | 06 | 05 |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 92 | 90 | 91 | 92 | 88 | 93 | 92 | 91 | 84 | 85 | 85 | 90 | 87 | 89 | 90 | 89 | 87 | 86 | 93 | 89 |
Mendoza
Med cirka 150.000 ha dyrkede vinmarker er Mendoza Argentinas suverænt største vindistrikt. Det ligger i den vestligste del af landet ved Andesbjergenes østlige skråninger på højde med Buenos Aires. 75 procent af alle argentinske vine kommer derfra, og som i flere andre distrikter dominerer Malbec-druen, som udgør 38 procent af beplantningen. Områdets fem floder får smeltevand fra bjergene og forsyner vandingskanalerne, som blev anlagt af munke i 1500-tallet. Uden disse floder ville Mendoza være en ørken.
Vinmarker ligger i en højde på 600 til knap 1.700 meter over havet, på en jordbund, som domineres af aflejringer, sand, kalk, ler og vulkanske jordarter. Det er rødvinene, som fylder mest, cirka 62 procent, men der produceres også rosévine, cirka 22 procent, og hvidvine, 16 procent.
Groft fordelt kan man opdele Mendoza i fem subregioner:
- Nord Mendoza: Tættest på byen med distrikter som Lavalle, Guaymallén, Las Heras og San Martín.
- Øst Mendoza: Øst og sydøst for byen med Junín, Rivadavia, San Martín, La Paz og Santa Rosa.
- Primera Zone: Sydvest for byen med Luján de Cuyo og Maipú.
- Uco Valley: Lidt længere sydpå og måske den vigtigste region, med Tunuyán, Tupungato og San Carlos.
- Sydlige Mendoza: Længst sydpå finder man distrikterne San Rafael og General Alvear.
Denne diversitet giver mange forskellige stilarter og kvaliteter, som gør Mendoza til et paradis at udforske.
Subregioner i Mendoza
Uco Valley
Uco Valley (Valle de Uco) er et af fem subdistrikter i Mendoza-regionen og ligger geografisk sydvest for selve byen Mendoza, ved foden af Andesbjergene. Distriktet samler de absolut højest beliggende vinmarker, op til 1.600 meter, i regionen og omfatter tre "amter": Tunuyán, Tupungato og San Carlos. Det dyrkede areal udgør cirka 28.625 ha, med en overvægt af røde druesorter på 87,6 procent, hvor Malbec dominerer med 61 procent.
Flere vandløb, hvor de vigtigste er Tunuyán og La Tunas, har været med til at bringe aflejringer i undergrunden og sikre gode vandforsyninger i et ellers ret tørt område. De vulkanske jordarter og hyppige kølige vinde fra bjergene giver perfekte forhold til vindyrkning. I Uco Valley kan man producere vine med høj kvalitet og stort gemmepotentiale, hvilket har vakt interesse fra både argentinske og udenlandske firmaer.
Los Chacayes IG/GI
Distriktet Los Chacayes IG er et af de nye Indicacion Geografico-områder (IG), som svarer til de europæiske IGP-distrikter. Los Chacayes ligger i Uco Valley, syd for Mendoza, i subområdet Tunuyán. De i dag cirka 1.000 ha vinmarker ligger mellem 1.000 og 1.500 meter over havet og får kun cirka 280 mm regn om året.
Som de tre andre IG-distrikter i Tunuyán, Tunuyán, Vista Flores og San Pablo, nyder Los Chacayes godt af det særlige terroir, som den højtbeliggende aflejringsdal langs Arroyo Grande ved foden af Andesbjergene giver. Den meget stenrige undergrund med sand, løss, vulkanaske og kalk giver vine med både aroma, frugtkarakter, struktur og mineralitet. Også her prioriterer man druesorten Malbec.