Txakoli de Araba

Txakoli de Araba

Spanien

Arabako Txakolina DO

DO Arabako Txakolina, også kaldet Txakoli de Álava, ligger i Spaniens nordvestlige region Baskerlandet og er et af de tre DO-distrikter, man finder i området. De to andre er Bizkaiko Txakolina og Getariako Txakolina.

Arabako Txakolina omfatter vinmarker i Araba omkring byen Vitoria-Gasteiz i den sydligste del af regionen, på grænsen til Rioja. Distriktet blev officielt grundlagt i 1989 og fik efterfølgende tildelt sin DO-status i 2001, både for hvidvine og rødvine. Arabako Txakolina omfatter i dag kun cirka 100 ha vinmarker.

Hovedparten af vinene fra distriktet er hvide og laves primært på den lokale druesort Hondarrabi Zuri, men også på blandt andet Petit Manseng, Gros Manseng og Petit Courbu. De røde laves på Hondarrabi Beltza, som især dyrkes på de sydligt beliggende vinmarker nær Rioja.

Hvidvinenes klassiske, lette, aromatiske, tørre og frugtrige stil skyldes påvirkningen fra Atlanterhavet og de nærliggende bjerge, som tilsammen bringer kølighed og mere regn end normalt i Spanien. Dette sikrer druerne en langsom modning, mere syre og mindre sukker, hvilket igen giver vine med spændende friskhed og finesse samt et rimeligt moderat alkoholindhold. Vinene er normalt bedst i deres ungdom.