Jumilla
Spanien
Jumilla DO
Jumilla-distriktet hører til området Murcia i det sydøstlige Spanien og samler cirka 30.000 ha vinmarker på et fladt højland, kun brudt af høje bjergkæder. Klimaet byder på store udfordringer med store temperatursvingninger og voldsomme efterårsstorme, hvor hele årets vandration nærmest falder i løbet af få uger.
På grund af det store indhold af sand i jorden var området blevet skånet for vinlusangreb, phylloxera, i slutningen af 1800-tallet, men i 1989 gik den ikke længere: Mere end 70 procent af vinmarkerne blev ødelagt.
Det, som startede som en stor plage, skulle dog vise sig at være en fordel, idet samtlige vinstokke blev erstattet med bedre druer eller bedre kloner, som gav mulighed for at producere lettere, frugtrige og knap så rustikke vine. Monastrell blev fastholdt som den vigtigste drue, men også Syrah og Merlot blev introduceret.
Man benyttede lejligheden til at indføre bedre teknikker og mere moderne udstyr i kældrene, og det gav mange producenter fornyede ambitioner, som siden er blevet fuldt ud indfriet. I dag finder man helt klart mere delikate, frugtrige og samtidig komplekse vine i Jumilla, blandt andet nogle, som er økologisk dyrket. Det er blevet bemærket hos mange forbrugere andre steder i Europa.