Bergerac

Bergerac

Sud-Ouest · Frankrig

Bergerac-området

Bergerac ligger umiddelbart øst for Bordeaux i Dordogne-departementet og producerer tørre, halvtørre og søde hvidvine samt rosé- og rødvine i en stil, der ofte minder om Bordeaux.

Bergerac Blanc AOC/AOP

Bergerac Blanc laves primært på Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle, som tilsammen skal udgøre mindst 50 procent. Ondenc, Chenin Blanc og Ugni Blanc er også tilladt.

Vinene er tørre med højst 3 g restsukker pr. liter, lyse, aromatiske og sprøde. Muscadelle tilfører finesse og friskhed.

Bergerac Rosé og Rouge AOC/AOP

Rosé- og rødvinene laves primært på Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Malbec, lokalt kaldet Côt. Fer Servadou og Mérille er også tilladt.

Rosévinene er tørre til halvtørre, ofte fremstillet ved saignée eller kort skindmaceration. Rødvinene er tørre, frugtrige og typisk bedst unge.

Côtes de Bergerac Blanc AOC/AOP

Côtes de Bergerac Blanc laves på de samme druer som Bergerac Blanc, men druerne høstes senere. Vinene går fra demi-sec til doux og moelleux med mindst 4 g restsukker pr. liter. De er gyldnere, sødere og mere eksotiske, men har stadig god friskhed.

Côtes de Bergerac Rouge AOC/AOP

Côtes de Bergerac Rouge skal laves på mindst to af druerne Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Malbec. Udbyttet er lavere end i Bergerac, og vinene har mindst 11,5 procent alkohol.

De er mørkere, mere strukturerede og mere tanninholdige end almindelig Bergerac og har større lagringspotentiale.

Côtes de Montravel AOC/AOP

Côtes de Montravel producerer halvtørre til søde hvidvine. Sémillon skal udgøre mindst 30 procent, og Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle tilsammen mindst 80 procent. Ondenc må højst udgøre 20 procent.

Druerne høstes sent og kan være delvist tørrede eller angrebet af botrytis. Vinene har 8-54 g restsukker pr. liter.

Haut-Montravel AOC/AOP

Haut-Montravel producerer søde, likøragtige hvidvine på mindst 50 procent Sémillon samt Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle. Ondenc må højst udgøre 10 procent.

Druerne høstes sent, ofte ad flere omgange. Mosten skal indeholde mindst 255 g sukker pr. liter, og vinen mindst 85 g restsukker pr. liter.

Monbazillac AOC/AOP

Monbazillac ligger syd for Dordogne og dækker cirka 2.320 ha. Morgentåge fremmer botrytis på de nordvendte marker. Hoveddruerne er Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle, som tilsammen skal udgøre mindst 80 procent.

Druerne høstes sent og ad flere omgange. Mosten skal have mindst 221 g sukker pr. liter og vinen mindst 45 g restsukker. Vinene har bivoks, akacie, fersken, mirabel, citrus og tropisk frugt og kan lagres i 20-30 år.

Monbazillac Sélection de Grains Nobles

Denne betegnelse kræver botrytis-angrebne druer, plukning ad flere omgange, mindst 255 g sukker i mosten og mindst 85 g restsukker i vinen. Modningen skal fortsætte til mindst 15. juni i det andet år efter høsten.

Montravel Blanc og Rouge AOC/AOP

Montravel ligger omkring Lamothe-Montravel. Montravel Blanc skal laves på mindst to hoveddruer og mindst 50 procent Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og/eller Muscadelle.

Montravel Rouge skal indeholde mindst 50 procent Merlot samt Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Malbec. Vinene kombinerer Bergeracs kraft og tannin med Merlots frugt og finesse.

Pécharmant AOC/AOP

Pécharmant ligger nord for Bergerac på Dordognes højre bred og dækker cirka 450 ha i fire kommuner. Vinene skal laves på mindst tre af Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Malbec, og ingen enkelt drue må udgøre mere end 65 procent.

Vinene er tørre, fyldige, frugtrige og tanninholdige og bliver ofte mere harmoniske med modning.

Rosette AOC/AOP

Rosette er et lille område nær Bergerac med cirka 40 ha. Vinene laves på mindst to af Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle og har 8-54 g restsukker pr. liter.

De halvsøde eller søde hvidvine er elegante, friske og aromatiske med god fedme og syre.

Saussignac AOC/AOP

Saussignac ligger vest for Monbazillac og dækker cirka 20 ha. Appellationen er forbeholdt søde hvidvine på Sémillon, Sauvignon Blanc/Gris og Muscadelle samt Chenin Blanc, Ondenc og Ugni Blanc.

Druerne høstes sent og ad flere omgange, eventuelt med botrytis. Mosten skal have mindst 272 g sukker pr. liter, og vinen mindst 68 g restsukker pr. liter. Vinene minder om Monbazillac med abrikos, honning og eksotisk frugt.

Overordnede regioner

Sud-Ouest

Sydvestfrankrig uden for Bordeaux

Sydvestfrankrig er et stort og varieret vinområde med mange lokale druesorter og appellationer. Området var tidligere mest kendt for store mængder relativt enkle vine, men en ny generation af producenter har løftet kvaliteten gennem bedre dyrkning, lavere udbytter og moderne vinifikation.