Furmint

Furmint har været i Tokaj-regionen siden middelalderen. Dokumentation fra 1300-tallet nævner vine fra Tokaj, og druen optræder ved navn i ungarske kilder fra 1500-tallet. Den afgørende begivenhed kom i 1630'erne, da Máté Szepsi, økonomiforvalter hos prins Rákóczi, begyndte at høste botrytisangrebne druer for sig selv og presse dem til en koncentreret sød vin af en type, regionen ikke havde set før. Det var Tokaji Aszú. Tokajis ry spredte sig hurtigt til de europæiske hoffer. Ludvig XIV skal angiveligt have kaldt det le roi des vins et le vin des rois – vinenes konge og kongernes vin. Peter den Store sendte russiske kosakker til regionen for løbende at sikre leverancer til hoffet i Sankt Petersborg. 1900-tallets kommunistiske æra ændrede alt: Statsdrevne kollektivbrug producerede store mængder ensartet, lav kvalitet under Tokaji- etiketten . Efter 1990 kom genoprejsningen, delvist drevet af internationale investorer, der genetablerede enkeltmarksdrift og hævede kvaliteten dramatisk. DNA-arbejde peger på et forælder-/afkomsforhold mellem Furmint og Gouais Blanc, men druens præcise oprindelse er stadig omdiskuteret. Den store genetiske variation i Tokaj understøtter dog, at området har været et vigtigt historisk centrum.

Tokaj-regionen i det nordøstlige Ungarn har et kontinentalt klima med varme somre og lange, tørre efterår. Det er efteråret, der er afgørende. Floderne Bodrog og Tisza mødes her og skaber morgentåger i september og oktober, som fremmer botrytis på de modne druer. Furmints tynde skaller er sårbare over for ædelråd, og dens høje naturlige syre sikrer, at selv druer med 200 gram sukker per liter bevarer friskhed i vinen. De 28 klassificerede enkeltmarker ( dűlő ) varierer fra vulkansk rhyolit og zeolitmineraler til lerjord og løss. De bedste marker – Oremus, Szarvas, Betsek – giver tørre Furmint-vine med en røgfyldt mineralitet, der er let genkendelig. Furmint trives i varmt, kontinentalt klima, men kræver tilstrækkelig friskhed for ikke at miste sin definerende syre.