Pinot Noir

Pinot Noir nævnes allerede i Bourgogne i det 4. århundrede under navnet Morillon, efter druernes mørke farve. De tætpakkede klaser ligner grankogler ("pin" på fransk), hvilket menes at have givet druen dens navn. Som de fleste franske druesorter har den sandsynligvis oprindelse i Armenien, Aserbajdsjan eller Kaukasus, muligvis bragt til Sydfrankrig af grækerne, mens andre forskere mener, den blev udviklet af romerne fra den ældgamle sort "Allobrogica". Druens historie følger klostrenes historie i middelalderen (1100-1300-tallet) i Bourgogne, Tyskland og Schweiz, og den er senere blevet udbredt til oversøiske lande af tyske og franske emigranter, drevet af ønsket om at producere vin i bourgognsk stil. Druens tendens til mutation har givet ophav til Pinot Gris, Pinot Meunier, Pinot Moure og Pinot Teinturier.

Pinot Noir har tidlig knopsætning og er derfor følsom over for sen frost eller hagl, samt "coulure" (ujævn blomsterdannelse). Den modner forholdsvis tidligt og er bedst i milde, ikke for varme områder med ler- og kalkholdig undergrund. Planten er ret frodig og bør dyrkes med støttetråde, da grenene er skrøbelige, og kræver skrap selektion af skud, da den danner mange små klaser. Den tåler normal vinterkulde, men ikke for meget sol (klaserne bliver let brændte), og er modtagelig for meldug, oidium, gråskimmel og insekter. Kloner er afgørende for stilen - gamle, lavtydende Bourgogne-kloner giver mere koncentrerede vine end nyere, produktive kloner.